8 ud af 10 går glip af dyrebar opmærksomhed

Danskerne tror stadig, at deres faglighed og cv taler for sig selv, men manglende digital synlighed koster dem karrieremuligheder og forfremmelser, påpeger ekspert
Poster du selv noget, eller kigger du på andres, når du går på LinkedIn – verdens største professionelle online erhvervsnetværk?
Hvis du er som folk er flest, nøjes du sikkert med at like og kommentere på indholdet i dit feed. Det er ofte de samme mennesker i dit netværk, som igen og igen løber med opmærksomheden. Det minder os dagligt om én ting: Personlig branding virker.
Nøjagtig det samme er tilfældet på arbejdsmarkedet, hvor mange job bliver besat via personlige relationer og headhunting på LinkedIn.
Alligevel mener kun 20 pct. af danskerne, at personlig branding i høj grad er vigtigt i netop deres job og videre karriere. Det viser en undersøgelse, som Norstat har gennemført for Business Danmark blandt 1.009 lønmodtagere.
"Det viser, hvor lavt egen synlighed rangerer i vores professionelle selvforståelse. Mange tror stadig, at faglighed taler for sig selv, men i virkeligheden forløser den sjældent vores potentiale uden en stemme og personlighed bag, og det er netop, hvad synlighed på sociale medier kan," fortæller David Jeppesen, selvstændig ekspert i personlig branding.
Vejen til at blive headhuntet
Undersøgelsen viser samtidig, at over hver tredje dansker slet ikke mener, personlig branding er vigtigt. Og ifølge David Jeppesen er det en misforståelse, og det koster den enkelte mange muligheder.
"Tallene viser, at mange stadig forveksler branding med pral og negativ selviscenesættelse. Dermed går de glip af de muligheder, der opstår, når man tør eje sin egen fortælling."
Også Kia Fisker, karriereudviklingschef i Business Danmark, genkender billedet.
"I Danmark er vi fortsat lidt for forsigtige med at vise os frem og brande os – det skal vi ikke være. Det er måden at komme på radaren, hvis man vil headhuntes til de interessante job eller vise, man er klar til flere spændende opgaver dér, hvor man er. Så vær aktiv og engageret i de fora, hvor du gerne vil ses, og husk at fokusere på relevans og værdi for dine modtagere," siger hun.
Også relevant for dig
Ifølge David Jeppesen er personlig branding på digitale medier relevant i de fleste brancher.
”Om du er account manager eller sygeplejerske, bliver du tjekket ud på LinkedIn og Googlet. Synlighed er i dag ikke en luksus, det er en del af beslutningsgrundlaget, når du vælges til eller sorteres fra,” siger han.
Kia Fisker understreger vigtigheden af, at den enkelte sætter mere fokus på at gøre sig synlig.
”Det handler ikke om at blære sig, men om at stå ved sin faglighed og gøre den synlig. I en tid med høj konkurrence og konstante forandringer er det et vigtigt karrieregreb,” siger hun.
