Dagpengene går op og ned efter et valg
Lønmodtagere kan se frem til tre måneder med højere dagpenge. Til gengæld bliver dagpengesatsen og -perioden for nyuddannede sat ned
Som lønmodtagere kan du se frem til tre måneder med højere dagpenge, hvis du mister jobbet. Til gengæld vil dagpengesatsen og -perioden blive sat ned, hvis du som nyuddannet ikke kan finde job.
Det står nu mejslet i granit efter, at Folketinget har vedtaget ændringer af dagpengereglerne.
- Jeg er virkelig glad for, at vi får investeret så markant i dagpengesystemet. Det er mig bekendt første gang i mere end 40 år, og det har været en vigtig prioritet for regeringen. Cirka 1,5 mio. hårdtarbejdende lønmodtagere vil opleve en større tryghed, hvis de skulle miste deres arbejde, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse og fremhæver, at reglerne først kan træde i kraft efter et folketingsvalg på grund af forligsbindinger på området.
I årevis har danskerne været vidne til, at lønudviklingen er løbet fra dagpengene, og lige nu gør den voldsomme inflation ondt værre. Derfor har et stigende antal danskere investeret i en lønsikring, som sikrer en del af lønnen i tilfælde af en fyring.
Dagpengeløftet betyder, at et gennemsnitsmedlem af Business Danmark de første tre måneder vil få dækket cirka halvdelen af sin tidligere løn, hvorefter dækningen falder til cirka 43 pct., viser Business Danmarks lønstatistik.
Lønmodtagere: Højere dagpenge i tre måneder
Dagpengesatsen forhøjes til knap 23.000 kr. de første tre måneder som ledig, hvorefter den sænkes til det nuværende niveau. For at få den forhøjede dagpengesats skal du have været medlem af en a-kasse de seneste fire år og have været i job to ud af de seneste tre år.
Studerende: Dagpengesatsen og perioden falder
Dagpengesatsen for nyuddannede bliver sat ned efter tre måneders ledighed, og dagpengeperioden forkortes fra to til et år.
For ikke-forsørgere under 30 år falder dagpengene fra 13.836 kr. til 9.515 efter tre måneder. For ikke-forsørgere over 30 år falder satsen fra 15.868 kr. til 12.019 kr. efter tre måneder.
Nye sprogkrav for nyuddannede
For nyuddannede indføres også krav om, at have bestået prøven i Dansk 2 eller højere niveau. Alternativ skal den nyuddannede kunne dokumentere at have haft 600 timers fuldtidsarbejde eller 400 timers deltidsarbejde inden 12 måneder de seneste to år.