Hver syvende frygter at miste jobbet i år
Jeg bliver, hvor jeg er. Sådan tænker mange danskere i lyset af økonomernes advarsler og de stigende ledighedstal
2022 sluttede som et forvarsel for De Økonomiske Vismænds og Nationalbankens dystre forudsigelser for 2023 - et hop opad i ledigheden på knapt 6.000 personer i årets sidste to måneder ifølge Danmarks Statistik.
Men det stopper formentlig ikke her, og spørger man lønmodtagerne, så er der også nervøsitet at spore. Hver syvende (14 pct.) frygter at miste deres job i 2023, viser ny undersøgelse Norstat har lavet for fagforeningen Business Danmark. Det er en stigning på tre procentpoint i forhold til en tilsvarende Norstat-måling for Business Danmark i september 2021.
- Ledigheden har, uanfægtet det seneste års buldrende inflation, høje energipriser og stigende antal konkurser, længe holdt sig i ro. Men nu ser det ud som om, de barske realiteter også rammer beskæftigelsesområdet. Vi mærker tydeligt, at langt flere medlemmer nu ruster sig i tilfælde af at uheldet er ude, siger Martin Kildgaard Nielsen, CEO i Business Danmark.
Og han peger på to konkrete tendenser som lige nu forekommer blandt lønmodtagerne
- Vi får rigtig mange forespørgsler indenfor karrieresparring og lønsikring – for sidstnævnte handler det om, at folk nok vurderer, at de ikke kan leve for den nuværende dagpengesats og dermed er nødt til at sikre sig i tilfælde af, de skulle blive opsagt, siger han og understreger, at ledigheden dog endnu ikke er slået igennem i salg og marketing, der fjerde måned i streg har en ledighed på 3,6 pct.
Vi bider os fast i bordkanten
Krisestemningen på jobmarkedet kan gøre det vanskeligere for virksomheder at overtale lønmodtagere i job til at skifte arbejdsplads.
Ifølge undersøgelsen ønsker fire ud af ti lønmodtagere at blive hvor de er og er end ikke lydhør, hvis en headhunter skulle henvende sig med et godt tilbud, mens kun 10 procent siger, at de skal skifte job i 2023.
- Vi har en rekordlav ledighed i øjeblikket - det kombineret med at et jobskifte ofte er forbundet med et lønhop, som kan være tiltrængt i en inflationstid, skulle tale for en høj jobmobilitet. Men det trumfes alt sammen af usikkerheden.
- For bare et år siden så verdenen meget anderledes ud – der var ikke krig, inflationen var under kontrol og det sammen var renten. Så selv om græsset måske virker grønnere på den anden side, så vil mange være tilbøjelige til at holde fast i det man har, indtil den største usikkerhed er drevet over, fastslår Martin Kildgaard Nielsen.