I en verden præget af AI, fake news og greenwashing lægger forbrugerne stor vægt på troværdighed og ønsker AI-reklamer varedeklareret
Langt de fleste danskere vil have klar besked, når reklamer er skabt med kunstig intelligens.
Sådan lyder konklusionen på en ny undersøgelse lavet af Norstat for fagforeningen for salg og marketing, Business Danmark.
To ud af tre (64 pct.) forbrugere mener, at virksomheder skal være klare i spyttet om AI-genererede reklamer – og trenden træder endnu tydeligere frem blandt unge under 35 år, hvor tre ud af fire (74 pct.) efterlyser transparens.
"Uanset om reklamer er produceret med AI eller ej, skal de overholde markedsføringsloven, blandt andet ved ikke at vildlede og bringe urigtige oplysninger. Med AI kan man sammenblande fiktion og virkelighed på en helt ny måde, men det skal stadig være tydeligt for forbrugeren, at der ikke er pyntet på virkeligheden," siger CEO i Business Danmark, Martin Kildgaard Nielsen.
Ærlighed er en stærk valuta
Forbrugerrådet Tænk mener, at virksomheder bør komme forbrugernes ønsker om en tydelig AI-mærkning i møde, fordi man i dag nemt kan lave virkelighedstro indhold med kunstig intelligens, forklarer forbrugerpolitisk rådgiver Peter Grønlund Holm.
"For et år siden kunne man ikke få tekst eller menneskelig anatomi til at se virkelighedstro ud – det var svært. Nu kan du imitere en persons ansigtstræk realistisk. Du kan lave bilreklamer uden referencer, som fremstår autentiske," siger han til Mediet Markedsføring som kommentar til undersøgelsen.
Martin Kildgaard Nielsen påpeger over for Markedsføring, at troværdighed i dag er en stærk valuta, som tager år at opbygge, men kan mistes lynhurtigt:
"Vi risikerer at miste autenticiteten i markedsføring, og i sidste ende kan det blive umuligt at skelne mellem, hvad der er ægte, og hvad der er genereret. Det er ikke kun et spørgsmål om etik, men også om dyrebar tillid."
AI flittigt brugt i markedsføring
At AI er et naturligt redskab i enhver marketeers værktøjskasse, vidner en ny undersøgelse fra it-virksomheden HP om. Udover it- og finansverdenen nævnes ansatte i markedsføring og kommunikation som de flittigste brugere.
Dagligvarekoncernen COOP er en af mange virksomheder, der bruger AI i reklamer. I år brugte de for første gang AI-skabte tøjmodeller i deres tilbudsaviser, fortæller senior marketingchef, Heidi Kessler, i en pressemeddelelse fra COOP.
"Ved hjælp af AI får vi nu mulighed for at præsentere flere varer med modeller. For kunderne vil det betyde mere inspirerende tilbudsaviser. For os giver det en større fleksibilitet og nye kreative muligheder. Foreløbig er det en test, men vi forventer, at det vil brede sig. Derfor er det afgørende for os, at vi er åbne og transparente omkring brugen," siger hun.
I tilbudsavisen vil der fremgå, at der er "billeder, der kan være AI-genereret."
Bag udviklingen af AI-modellerne står reklamebureauet Republica, der forventer, at brugen vil brede sig, skriver COOP.
"Vi har allerede set nogle af verdens største modefirmaer anvende AI i deres markedsføring. AI giver os mulighed for endnu mere fleksibilitet og imødekommer vores kunders behov for at reagere hurtigt og effektivt i en omskiftelig hverdag. Med vores mangeårige erfaring og den avancerede teknologi kan vi i vores AI Motion Lab udvikle AI-designede billeder, lyd og film," siger Republicas driftsdirektør, Mette Hassing Christensen, der finder det helt okay, så længe der er åbenhed omkring det, og der lyttes til kundernes modtagelse af tiltaget.
Grænsebutikken Fleggaard har også i ny musikvideo-reklame sparet skuespillere væk og i stedet lavet AI-genereret reklame, hvor man tydelig kan se at den ikke er ægte.
AI og virksomheders rettigheder
Mens du som producent har rettighederne til dit AI-genererede indhold, melder flere virksomheder sig nu i koret over brands, der klager over misbrug af AI.
I denne uge har Disney og Universal sagsøgt Midjourney for at krænke deres ophavsret. Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters sket ved at piratkopiere bibliotekerne i de to Hollywood-studier og uden tilladelse lave og distribuere "utallige" kopier af karakterer som Darth Vader fra Star Wars, Elsa fra Frozen og Minions fra Grusomme mig.
Foto: AI-genereret billede