Forbered dig bedst muligt
Arbejd med det mentale
Før samtalen er det vigtigt, at du skaber en mental platform, som kan hjælpe dig med at levere bedst muligt under samtalen. Målet er at blive mentalt klar og sætte nervøsiteten i bero. Har du erfaringer med lignende forventningspres fra andre situationer, så kan du måske trække på disse.
Vejrtrækningsøvelse:
Lav 4 x 4 åndedrætsøvelsen. Den giver din krop besked på, at du er rolig og afbalanceret samt nedsætter både svedproduktion og rødmen, der signalerer nervøsitet.
- Træk vejret ind, mens du tæller til 4
- Hold vejret inde mens du tæller til 4
- Pust ud, mens du tæller til 4
- Hold lungerne tømt for luft, mens du tæller til 4
- Gentag dette 56 gange
Giv dig selv en god start
Tag af sted til samtalen i god tid, for så undgår du unødvendig stress lige op til samtalens start. Tidspres kan gøre din nervøsitet værre og skade det mindset, du netop har opbygget. Selv om du ankommer i god tid, så vent med at melde din ankomst tre-fire minutter inden det aftalte tidspunkt. Derved undgår du at lægge det tidspres, som du selv har forsøgt at komme uden om, over på intervieweren. Og så bliver du jo i øvrigt heller ikke mindre nervøs ved at sidde og blomstre en halv time i receptionen.
Det handler om at vise arbejdsgiveren, at du kan løse opgaven - men i høj grad også at du er en person, de har lyst til at arbejde sammen med.
Træn førstehåndsindtrykket
Det første indtryk er afgørende for, hvordan du bliver opfattet, så når du møder personen, du skal til samtale hos, så giv et fast håndtryk, se vedkommende i øjnene og tal klart og tydeligt.
Find sikkerhed i, at du har gjort din forberedelse så godt som muligt.
Undersøg blandt andet:
- Firmaets hjemmeside for alle relevante informationer
- Søg firmaet på LinkedIn under ”Virksomheder” og se, om du har 1. eller 2. grads kontakter
- Google virksomheden og personerne, du skal til samtale med
Det gør også at du kan planlægge din smalltalk, så du er klar til at give det bedste førstehåndsindtryk.
Tag CV, ansøgning og eksamensbeviser med
Det er en rigtig god ide at medbringe en udskrevet version af både dit CV og din ansøgning, for du kan være helt sikker på, at intervieweren gør det samme, og på den måde sikrer du, at I har det samme referencegrundlag under samtalen. Det er sjældent, at du bliver bedt om at fremvise eksamensbeviser, men tag dem med for en sikkerheds skyld.
Forbered en kort præsentation af dig selv
Til enhver jobsamtale kan du forvente, at intervieweren vil bede dig fortælle lidt om dig selv. Forbered derfor en kort præsentation af dig, dine erfaringer, relevante kompetencer, passion for jobbet og virksomheden og hvad du ellers finder relevant i situationen. Med en velforberedt præsentation sikrer du både, at mødet kommer godt og sikkert fra start, samt at de informationer, du fremhæver, er velovervejede og relevante i forhold til jobbet.
Præsentationen kunne indeholde:
- Fortæl lidt om dig selv på 3 minutter. Kun det, der er relevant og vigtigt.
- Hvad er din motivation for at søge jobbet?
- Hvad er dine styrker? Vær klar med konkrete eksempler, hvor du benyttede dem med succes.
Hvad kan du bidrage med?
Økonomi, udvikling, viden, netværk, osv.
Vær bevidst om dit kropssprog
Dit kropssprog kan afsløre mere om dig, end du egentlig vil ud med. Falder samtalen på din forventning til løn, er det vigtigt, at du fremstår tryg ved at snakke om penge. Vis det med dit kropssprog ved at agere roligt og levér dit svar klart og tydeligt. Sørg samtidig for at se personen i øjnene - det afspejler også, hvordan du agerer under kundekontakt.
Gode råd:
- Få etableret den gode forbindelse. Spejl personen i kropssprog og tonefald
- Lyt aktivt, stil spørgsmål, og lad personen tale ud
- Vis brændende motivation for selve jobfunktionen – det er faktisk vigtigere end at brænde for selve firmaet
Vær klar med konkrete eksempler
Enhver kan gemme sig bag en arbejdstitel. Det er fint at kunne sige, at du har været marketingkonsulent, men det siger ikke meget om, hvad du har udrettet. Brug derfor konkrete handlingseksempler, som viser de resultater, du skabte, mens du var i den relevante stilling eller havde af arbejdsopgaver - hvad end det er praktik, studiejob eller som frivillig i din fodboldklub.
Vær ærlig og åben i samtalen
Det kan ikke understreges nok, hvor meget tillid det skaber hos arbejdsgiveren, at duer tydelig omkring de ting, du er mindre god til. Det er derfor vigtigt, at du forbereder dig på også at kunne snakke om dine udviklingsområder. Det er dog vigtigt, at der er tale om en reel svaghed. Husk at dine nye kolleger sandsynligvis alligevel vil opdage dine svage sider hurtigt, og vær opmærksom på at pakke dem sprogligt ind i dine stærke sider.
Giv tid til spørgsmål
Vær opmærksom på ikke at afbryde intervieweren under samtalen. I stedet for at fokusere på hvad du kan tilføje til interviewerens talestrøm, så fokusér på at lytte aktivt og stille supplerende spørgsmål.
Stil opfølgende spørgsmål
Intervieweren har talt ud, og nu er det din tur til at stille spørgsmål - igen kræver det, at du har forberedt dig hjemmefra. Et spørgsmål som ”Hvad er du mest stolt af i din afdeling?” er for eksempel noget, som kan høste gode point på længere sigt. Et sådan spørgsmål får arbejdsgiveren til at føle sig godt tilpas, da de fleste med glæde vil dele ud af succeshistorierne - og efterfølgende vil arbejdsgiveren hæfte den glæde til netop dig, fordi du stillede spørgsmålet. Andre gode spørgsmål kunne være: - Hvor ser du jeres styrker i forhold til. jeres konkurrenter? Sidste år gik jo super for jer… - Hvad er de centrale kompetencer hos jeres dygtigste medarbejdere i samme stillinger?” - Hvilken vigtig udfordring vil du ønske, at jeres nye medarbejdere er i stand til at løse?
Spørg - hvad sker der så nu?
Når samtalen er slut, kan det være nyttigt at spørge ind til næste skridt i rekrutteringsprocessen. Det vil også give dig ro i maven efterfølgende, når du ved, hvad du kan forvente. Når du så kommer hjem, er det ofte en god idé at sende modparten en invitation på LinkedIn med en kort tekst og tak for et interessant møde.