7-9 timers uforstyrret søvn. Det er, hvad eksperter anbefaler voksne mellem 18-64 år. Men alt for mange tager mobilen med i soveværelset, og det går ud over både nattesøvnen og arbejdsdagen

Tjekker du også lige den nye Netflix-serie, Instagram eller arbejdsmails på mobilen, når du lægger hovedet på puden og trækker dynen om dig, før du falder til ro?

Så er du faldet i mobilfælden, ligesom så mange andre. En ny undersøgelse, lavet af Norstat for Business Danmark, viser nemlig, at mobilen forstyrrer vores nætter, fortæller Avisen Danmark.

40 pct. af danskerne efterlader sjældent eller aldrig mobilen uden for soveværelset eller sætter den på lydløs, når de går i seng. Tendensen er tydeligst blandt de unge mellem 19 og 34 år, hvor næsten halvdelen – 47 pct. – tager mobilen med i seng næsten hver aften.

Og det er noget skidt, for det forlænger tiden, det tager at falde i søvn, og afbryder søvnens naturlige rytme, fortæller formanden for Business Danmarks arbejdsmiljøudvalg, Tobias Bai.

"Det er meget overraskende, at så mange går i seng med mobilen tændt ved siden af sig. Vi ved, at selv små forstyrrelser i løbet af natten kan afbryde søvnen, og det kan få store konsekvenser for kvaliteten af den hvile, man får," siger han.

Middelmådige nætter med tankemylder og arbejdspres

Når danskerne bliver spurgt til deres generelle søvnkvalitet før arbejdsdage, svarer hver tredje (30 pct.), at de hverken sover godt eller dårligt, mens hver ottende sover decideret dårligt, og lige så mange sover godt.

"Søvn er en af de mest afgørende faktorer for vores helbred og trivsel. Når vi går i seng med mobilen som en slags 'sovedyr', udsætter vi os selv for forstyrrelser, som på sigt kan få konsekvenser for både arbejdsliv og livskvalitet," understreger Tobias Bai.

Mobilen er dog ikke den eneste synder. Undersøgelsen viser, at hver femte i alderen 19-49 år i høj grad plages af tankemylder – ofte med tanker om arbejdspres – som gør det sværere at falde i søvn.

"Det er alt for mange, der får ødelagt deres nætter af at spekulere på jobbet. Det skal ledere være opmærksomme på, så det ikke udvikler sig til stress eller koncentrationsbesvær og fejl i løbet af arbejdsdagen," siger Tobias Bai.

#SlukSammen søndag

Ifølge Headspace er mobilen blevet en af de mest oversete tidsrøvere. Notifikationer, skærmens lys og det konstante behov for at tjekke beskeder eller sociale medier stjæler tid fra socialt samvær. Derfor har organisationen søndag den 21. september taget initiativ til nærværskampagnen #SlukSammen med fællesskabsaktiviteter i hele landet – uden skærm.

Mere og mere forskning peger på en sammenhæng mellem overdreven skærmbrug – særligt hos børn og unge – og dårlig mental trivsel, påpeger psykolog og ekspert i børn og unges skærmbrug, Aida Bikic:

”Vores hjerner og relationer er ikke skabt til konstante afbrydelser og stimuli fra skærme. Når skærmen fylder for meget, mister vi tid til fordybelse, leg og de nærværende samtaler, der styrker relationer," siger hun.

Sådan kan du sove bedre

Eksperter anbefaler flere greb til at forbedre søvnen:

Læg mobilen uden for soveværelset – og sæt den på flytilstand.

Skab faste rutiner – gå i seng og stå op på samme tid hver dag.

Skriv bekymringer ned – så tankerne ikke rumsterer, når du skal sove.

Lav et digitalt frikvarter – sluk skærmene 1-2 timer før sengetid.