Lønforholdene skal frem i lyset. Ny EU-aftale skal skabe åbenhed om løn i større virksomheder - og derved mindske løngabet mellem kønnene
Ikke mere tys-tys om løn.
Det er EU-parlamentet og EU-landene blev enige om med en ny aftale, som omfatter alle virksomheder med over 250 - og på sigte ned til 100 - ansatte. Aftalen skal skabe mere åbenhed om løn og afdække eventuelle kønsbestemte eller diskriminerende lønforskelle.
I 2020 konkluderede Eurostat, at kvinder i snit tjente 13 pct. mindre end mænd på tværs af EU og med betydelige variationer mellem medlemslandene – forskellen i Danmark var 13,9 pct. Tallene viser forskellene mellem mænds og kvinders indkomst – ikke hvorvidt de får lige løn for lige arbejde.
Løngabet er kun indsnævret minimalt de sidste ti år, og det skal der nu gøres op med, siger chefforhandler af aftalen, Kira Marie Peter-Hansen, valgt til Europa Parlamentet for SF.
- Dagens aftale viser, at EU ikke vil acceptere kønsbaseret løndiskrimination. Parlamentet pressede på for, at flere arbejdstagere skulle have deres ret til information om ligeløn og løn, og at flere virksomheder skulle være gennemsigtige om lønforskellene. Historisk set har kvinders arbejde været undervurderet og underbetalt. Løngennemsigtighed udrydder ikke alle former for diskrimination, men det kan kaste lys over lønforskellene og sikre, at der bliver grebet ind, hvor det er nødvendigt, siger hun i en pressemeddelelse.
Løngab over 5 pct. skal forklares
Derfor skal virksomheder fremover sikre medarbejdere - og jobsøgere – adgang til viden om lønspændet inden for forskellige stillingskategorier. Hvis lønforskellen mellem kønnene er over 5 pct., skal arbejdsgiver og lønmodtagersiden i virksomheden godtgøre, om der er rimelige forklaringer på løngabet – og lægge en plan for at reducere løngabet.
I fagforeningen Business Danmark ser landsformand Jens Neustrup Simonsen øget løntransparens som et plus.
- Utilfredshed med løn er ubetinget noget af det, der kan smitte negativt af på jobtilfredsheden - især disse år med rekordhøj inflation. Tænk bare på hele sundhedssektoren. Transparens får fakta på bordet, fortæller han og påpeger, at løngennemsigtighed også kræver omtanke.
- I min optik er det bedste mål at se på grundløn. I salg og marketing, hvor godt halvdelen også præstationsbetingede bonusser eller provisioner, kan den samlede løn nemlig variere enormt. Og så er det vigtigt at sikre, at stillingskategorierne også er sammenlignelige, hvilket kan være en udfordring i kraft af den stigende specialisering, som til tider gør det svært at sammenligne jobs i samme hovedkategori.
- Det er godt at starte med de store virksomheder, hvor der ofte er flere sammenlignelige stillinger i hver kategori. Det vil også lægge pres på de mange små og mellem store virksomheder, som vi i Danmark har flest af, siger han.
Løn er det suverænt mest søgte emne på Business Danmarks hjemmeside med den kønsneutrale lønberegner i front. Den viser lønniveauet i en lang række brancher fordelt på salgs- og marketingtitler, lederansvar, aflønningsform, bopæl, uddannelse, anciennitet og alder.
Arbejdsgivers bevisbyrde
EU-aftalen ændrer også ved et afgørende retsprincip. Fremover skal arbejdsgiveren løfte bevisbyrden i retten, hvis en medarbejder eller jobsøger ikke oplever, at princippet om ligeløn bliver håndhævet.
Det bliver op til Folketinget at fastsætte et bødeniveau til virksomheder og en passende godtgørelse til lønmodtagere, som lider skade, hvis en virksomhed overtræder reglerne.
Parlamentet og Europarådet skal formelt godkende aftalen. De nye regler træder i kraft tyve dage efter, de er offentliggjort i EU's Official Journal.