Seniorklub Vestsjælland / Storstrøm
Formand Annelise Jørgensen
Der bliver ikke sendt programmer og lignende, kun korte informationsmails. Vi håber med dette tiltag, at imødekomme nogle af de ønsker, der har været fremsat af medlemmerne.
Hjælp din forening med et nyt medlem
Den nye datalov forhindrer os i at få besked fra hovedforeningen om evt. kommende pensionister. Derfor beder vi dig om at finde et nyt medlemmer for et par flasker vin som gave.
Foredrag af Susanne Berdino - I samarbejde med Nutidens Kvinder, Næstved
Tirsdag den 20. januar 2026 kl. 14.30
LIVET ER ET CIRKUS
Hun er opvokset i en mandsdomineret verden, hvor kvinder må kæmpe for at få anerkendelse for det, de gør.
Hvad sker der når man bryder ud og får succes med forestillinger, hvor man kommer til at arbejde sammen med Benny og Bjørn fra ABBA?
Hvordan får man arbejdet som cirkusprinsesse og mor til trillinger til at spille sammen? Må man snakke om at være cirkusprinsesse med stomi? Hun gjorde det utænkelige: Brød ud af miljøet, og familien vendte hende ryggen. Men som hun siger: ”det man ikke dør af, bliver man stærk af”. Hun fortæller om mødet med sin soulmate: En 18 år yngre mand og kampen for kærligheden.
Der serveres kaffe/the og brød under foredraget og vand, øl og vin kan købes.
Sted: Musikstalden, Grønnegades Kaserne Kulturcenter
Pris: 100 kr. inkl. kaffe og kage. Tilmelding senest 10. januar
Skal vi spise frokost sammen inden?
Bestyrelsen har talt om, at vi kunne mødes hos Rådhuskroen kl. 12 og spise f.eks. Pariserbøf sammen ind foredraget. Man betaler selv, direkte til Rådhuskroen.
Robert tager sig af bordbestilling, så tal med ham om det, når du bestiller dine billetter til foredraget. Rådhuskroen ligger i gå-afstand fra Grønnegades Kaserne, hvor det i øvrigt anbefales at parkere, da der er gratis parkering.
Generalforsamling
Torsdag den 12. februar 2026 kl. 12.00
Den årlige generalforsamling afholdes igen i år i Cafe Kilden på Mogenstrup Golfklub.
Vi mødes kl. 12 til generalforsamlingen og væres bedre halvdele kan under generalforsamlingen nyde en kop kaffe/the i cafeens store lokale. Foreningen er værter ved kaffe/the.
Efterfølgende spiser vi frokost, og også her gentager vi os selv, da vi igen-igen skal have en lækker frokostbuffet.
Undervejs i frokosten kan der indkøbes drikkevarer for de værdikuponer, der ligger ved hver kuvert – og hvor Juniorklubben også giver sin andel. Vi får efterfølgende serveret kaffe og kage – og så er der måske lidt amerikansk lotteri – ligesom sidste år.
Arrangementet er gratis for medlemmerne, mens ægtefæller m.v. betaler kr. 150 for frokosten.
NB – tilmelding:
Skal du kun deltage i generalforsamlingen, og springer frokosten over, er der ingen tilmelding.
Du/I skal kun tilmelde dig/jer til kaffe/the for ægtefæller, ligesom vi skal have det nøjagtige antal på alle medlemmer, der deltager i den efterfølgende frokost, om du har ægtefælle med eller ej.
Tal med Robert om, hvordan du/I deltager i generalforsamlingen.
Tilmelding til kaffe/spisning senest 5. februar
Sted: Café Kilden på Mogenstrup Golfklub
Priser:
Medlemmer - gratis
Ægtefæller - gratis kaffe/the under generelforsamling - frokost 150 kr.
Ingen tilmelding nødvendig, hvis du kan deltager i generelforsamlingen.
Stevns Klint Experience / Rødvig Kro
Torsdag den 16. april 2026 kl. 10.45
Vi starter med en rundvisning/foredrag kl. 11 i oplevelsescentret, hvor en guide leder os igennem historien om Danmarks geologiske fortid.
Kl. ca. 13 mødes vi på Rødvig Kro, hvor der serveres et par stykker smørrebrød, en øl/vand samt kaffe.
Vi kan være 25 personer på en rundvisning i oplevelsescentret. Du kan også ”nøjes” med at invitere fruen/gemalen på frokost i Rødvig Kro, som er et rigtig godt spisested.
Sted: Boesdalsvej 14, 4673 Rødvig Stevns
Priser - alt inkl.:
Pris medlemmer pr. person - 250 kr.
Pris ledsager pr. person - 520 kr.
Tilmelding senest den 9. april
Ostebørsen i Vemmelev
Maj/juni (dato m.v. følger)
Vi får et foredrag samt rundvisning i virksomheden, der har adskillige år på bagen, da Ostebørsen blev grundlagt i 1934. Det bliver spændende at høre virksomhedens historie og udvikling.
Efterfølgende får vi serveret Tapas de Luxe i Ostebørsens cafe.
Vi kender desværre endnu ikke datoen, men den vil blive udsendt, lige så snart, vi har den.
Sted: Industrivænget 14, 4241 Vemmelev
2. halvår
Vi er også i gang med at planlægge 2. halvår og vi har følgende overskrifter på arrangementerne:
20. august
Frederiksdal vinslot, hvor vi får rundvisning – og så får vi smagsprøver.
Det passer tidsmæssigt til, at vi indtager frokost i Nakskov, hvor en økonomisk bevidst arrangør har entreret med Frelsens Hærs cafe.
September
Skal vi en tur til Nyord – programmet er endnu ikke fastlagt.
Oktober
Vi skal en tur til politiet – og bliver helt sikkert løsladt igen efter endt besøg.
Vi forventer en rundvisning på den kraftigt udbyggede politistation, der oprindeligt blev bygget i 1980-erne og udbygget ved den seneste politireform, hvor Næstved er ”hovedstation” for Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
December
Den traditionelle julefrokost med efterfølgende bankospil.
Det færdige program udsendes, lige så snart vi har alt på plads.