Vi bruger de fleste af døgnets vågne timer på jobbet, og for mange udvikler forholdet til den gode kollega sig til kærlighed, viser dugfrisk måling
Næsten halvdelen af danskerne (47 pct.) har haft en flirt med en kollega, viser en ny stor undersøgelse gennemført af Norstat for fagforeningen Business Danmark. For hver fjerde (24 pct.) har flirten udviklet sig til et kortere eller længere forhold til en kollega, mens hver ottende (13 pct.) decideret har mødt deres nuværende partner på jobbet.
Samtidig siger hver femte, at hele MeToo-bølgen har gjort, at de tænker sig om en ekstra gang, før de i dag flirter med en kollega – heraf 26 pct. mænd og 13 pct. kvinder, skriver finans.dk.
- Jeg synes generelt, det er positivt medarbejderne føler, at det stadig er ok at flirte med hinanden, og det skal der også være plads til, så længe det foregår på begge parters præmisser, og ingen hverken udnytter sin position eller træder ind over den andens grænse, siger Martin Kildgaard Nielsen, administrerende direktør i Business Danmark.
Han giver samtidig en forklaring på, hvorfor så mange indleder et forhold med en kollega.
- Man skal ikke glemme, at vi tilbringer rigtig mange af døgnets vågne timer på jobbet sammen med vores kollegaer, ligesom vi også er sammen i mange sociale sammenhænge udenfor arbejde – så i det lys er det måske ikke overraskende, at så mange finder sammen på arbejdspladsen, forklarer han.
MeToo har sat grænser
Martin Kildgaard Nielsen mener, at hele MeToo-bevægelsen har været utrolig vigtig for arbejdsmarkedet.
- Der er ingen tvivl om, at hele MeToo-bevægelsen har været med til at sætte nogle tydeligere rammer for, hvilken adfærd der er tilladelig og ikke er det på arbejdspladsen. Selv om vi måske ikke er i mål, er vi kommet et godt stykke, hvilket vi i den grad kan glæde os over.
- Samtidig er jeg glad for, at der stadig er plads til den gensidige flirt, så det stadig er muligt at møde sin partner på arbejdspladsen. Det skal der også være plads til, og heldigvis er der rigtig mange som sagtens kan navigere i forhold til, hvad er rigtigt og forkert, siger han.