Denne kollega møder du mest ved kaffemaskinen
Kaffe er godt for meget, men for meget kaffe er skidt for søvnen. Undgå at drikke kaffe og energidrik med koffein efter fyraften, lyder rådet
Langt de fleste danskere kickstarter dagen med en solid kop kaffe og runder kaffemaskinen igen senere på dagen for at få et skud frisk energi, tage en tænkepause og en god snak med kollegerne.
Ifølge Sundhed.dk er danskerne nogle af de mest kaffedrikkende folk i verden, og et moderat kaffeforbrug er godt for kroppen.
Nye tal fra en befolkningsundersøgelse lavet af Norstat for Business Danmark giver detaljeret indblik i, hvor tit og hvor meget vi indtager den populære drik i løbet af arbejdsdagen.
Næsten tre ud af fire runder dagligt kaffemaskinen på jobbet – mænd lidt oftere end kvinder 78/68 pct., og de ældre kolleger lidt oftere end de yngre 80/68 pct.
Mænd over 50 år elsker kaffe
Forskellen bliver tydeligere, når man ser på, hvor mange kopper kaffe, der hældes indenbords i løbet af en arbejdsdag.
Mens flertallet (53 pct.) mellem 19-34 år runder kaffemaskinen 1-2 gange om dagen, drikker 70 pct. af kollegerne over 50 år mindst 3 eller flere end 5 kopper kaffe i arbejdstiden – og igen mændene mest.
Tallene overrasker ikke Tobias Bai, formand for arbejdsmiljøudvalget i Business Danmark, som samtidig hejser et flag for at dossere mængden af koffein, der ifølge Sundhed.dk har en halveringstid i kroppen på op til fem timer.
"Som alt andet i livet skal man nyde kaffe med måde og omtanke, og huske det påvirker vores søvn. På arbejdspladsen kan en velplaceret kaffepause give et nødvendigt energiboost, der skærper koncentrationen, men at indtage flere kopper lige før sengetid, er knap så hensigtsmæssigt", siger han.
Arbejdsmiljøformanden tror dog, at de fleste kender virkningen og doserer herefter.
"Det tyder på, at de fleste lønmodtagere er bevidste om, at for meget kaffe sent på dagen forstyrrer den vigtige genopladning til næste dag. Nogle vil naturligvis føle, de sagtens kan sove efter flere kopper aftenkaffe, men det er ikke ensbetydende med, at ikke påvirker ens søvn negativt," siger han.
Unge mænd tager energidrik med på arbejde
Når det kommer til energidrikke, viser undersøgelsen, at de er knap så populære i arbejdstiden.
16 pct. af de danske lønmodtagere drikker af og til energidrik på jobbet, men blandt unge er det dobbelt så mange 33 pct.
Det er positivt, at tallene er lavere end indtaget af kaffe, mener Tobias Bai.
"Her er det ikke kun koffeinindholdet, du skal være opmærksom på, men også de forskellige tilsætningsstoffer, som energidrikke kan indeholde. Det har der heldigvis været stigende opmærksomhed på de senere år," siger han.