Fire kvinder står nu frem med deres historier og forlanger et opgør med den sexistisk omgangstone i reklame- og marketingbranchen

Så du dokumentaren ”Sexisme bag skærmen” om krænkelser på TV2? Nu afdækker ny stor undersøgelse fra Dansk Markedsføring lignende massive problemer i reklame- og marketingbranchen.

Her svarer hver fjerde af de 1.247 i undersøgelsen, at de har oplevet uønskede seksuelle kommentarer eller berøringer inden for de seneste 10 år. Blandt kvinder under 40 år er tallet dobbelt så højt - 48 pct.

Nu fortæller fire kvinder i mediet Markedsføring om deres personlige erfaringer med fænomenet i håb om at gøre op med den grænseoverskridende og sexistiske kultur i reklame- og marketingbranchen. En af dem er Anne Sophie Lange.

- Dokumentaren om krænkelser på TV2 blev en øjenåbner for mig. Det gik op for mig, at der er kvinder, der står et meget skrøbeligere sted end mig, som har svært ved at sige fra. Det er forfærdeligt, og det skal der gøres noget ved, siger hun til Markedsføring.

Tit er krænkeren en chef

I 46 pct. af tilfældene er krænkeren en leder. Undersøgelsen peger på, at den sexistiske og grænseoverskridende kultur i branchen handler om magtforhold, påpeger lektor i arbejds- og organisationspsykologi fra Syddansk Universitet Eva Gemzøe Mikkelsen.

- Den seksuelle chikane kan være udtryk for, at magtmuligheder og autoritet bliver udnyttet. Det er sværere at sige fra, når du er i en branche, hvor du er afhængig af andres bedømmelse, siger hun til Markedsføring.

Overfor Markedsføring peger professor i kønsforskning og institutleder på Aalborg Universitet, Anette Borchorst, også på det problematiske i, at mange unge i branchen står i en sårbar situation, fordi de enten er løst ansatte eller har kortere kontrakter.

Advokat i Business Danmark, Lise Buhl, bekræfter, at disse strukturelle brancheproblemer skaber en grundlæggende usikkerhed især blandt yngre og løsere tilknyttede medarbejdere.

- Rigtig mange nyuddannede drages mod denne branche. Det giver arbejdsgiverne en konstant pipeline af yngre medarbejdere, som ofte tilknyttes i løsere ansættelsesforhold. Det skaber et helt ekstremt ulige magtforhold mellem de yngre løstansatte medarbejdere og de ældre fastansatte ledere, hvor de løstansatte hele tiden skal yde en helt ekstraordinær indsats for at få deres ansættelse forlænget, siger hun.