For hver fjerde dansker er svaret nej. De føler, at de står alene, når det brænder på. Manglen på støtte fra nærmeste leder skaber utryghed og fremmer en uheldig ja-siger-kultur
En ny undersøgelse lavet af Norstat for Business Danmark viser, at tilliden til lederen halter på mange arbejdspladser. For selvom flertallet af danskerne tydeligt mærker lederens opbakning, står hver fjerde uden støtte, når de havner i en svær situation på jobbet.
“Det er foruroligende, at så mange oplever, at de ikke kan regne med deres leder, når de har allermest brug for det. Det skaber en kultur, hvor medarbejderne bliver handlingslammede og udvikler en ja-siger-mentalitet, som på sigt kan ramme resultaterne,” siger Martin Kildgaard Nilsen, administrerende direktør i Business Danmark.
Tallene viser også, at hver fjerde medarbejder ikke føler sig tryg ved at tage faglige problemer op med deres leder, mens næsten halvdelen (47 pct.) undgår at dele private forhold, der kan påvirke arbejdet. Kvinder er oftere utrygge ved at tage faglige problemer op, mens mænd i højere grad undgår at inddrage lederen i private emner.
“Problemer har det med at vokse, når man ikke tager dem i opløbet. Både medarbejdere og ledere er hele mennesker, og det skal der være plads til på enhver arbejdsplads,” siger han.
Leadership og management
Undersøgelsen understreger, hvor afgørende lederen er for trivslen. To ud af tre medarbejdere peger på, at nærmeste leder har stor eller afgørende betydning for deres arbejdsglæde i dagligdagen.
“Det viser, at ledelse langt fra kun handler om drift og administration, men i højere grad om trivsel og relationer. Når relationerne halter, koster det på engagement, fastholdelse og i sidste ende bundlinjen. God ledelse er derfor en investering i både medarbejdernes trivsel og virksomhedens succes,” siger Martin Kildgaard Nielsen.
Unge føler sig særligt pressede
En tidligere undersøgelse fra Norstat for Business Danmark viste før sommerferien, at især unge er pressede i relationen til deres nærmeste leder.
Mens kun 8 pct. blandt ansatte over 50 år ikke tør sige fra over for urimelige opgaver, gælder det hele 25 pct. af de unge mellem 19 og 34 år.
“At tallene er så markante blandt unge, kan hænge sammen med, at det for mange er deres første fuldtidsjob. Man vil gerne gøre det godt for at få flere spændende opgaver. Men frygten for at sige fra kan blive en barriere, hvor man ikke tør fejle og hvor man langsomt mister modet og engagementet,” siger Kia Fisker, ansvarlig for karrieresparring i Business Danmark.
“Jeg vil gerne opfordre til, at man tager dialogen med sin arbejdsgiver, hvis noget går én på. For kender arbejdsgiveren ikke årsagen, kan konsekvenserne i sidste ende blive endnu større,” tilføjer hun.
Tre gode råd til både medarbejdere og ledere
- Tag dialogen selvom det er svært. En åben samtale kan forhindre, at problemer vokser sig større.
- Skab trygge rammer for samtaler som leder. Det er vigtigt at vise, at du kan håndtere både faglige og personlige udfordringer uden at dømme.
- Husk at opbakning smitter af på resultaterne. Når medarbejderne oplever, at lederen har deres ryg, styrker det både arbejdsglæden, modet og engagementet.