De fleste virksomheder forbyder i dag deres ansatte at bijobbe. Men det må du gerne uden at spørge om lov, hvis du starter i nyt job fra 1. juli

Tjener du i dag en ekstra skilling ved siden af dit primære job? Du har måske en lille webshop, er massør, fitnesstræner, salgsrådgiver eller måske influencer.

Så gør du noget, du - med stor sandsynlighed - ikke må, medmindre du specifikt har spurgt din primære arbejdsgiver om lov.

For i dag forbyder langt de fleste virksomheder i udgangspunktet deres ansatte at have et andet arbejde ved siden af, fortæller Morten Rieck Skov, juridisk konsulent i Business Danmark.

- Når vi får kontrakter til gennemsyn, har de fleste en passus om, at den ansatte ikke må have bibeskæftigelse. Hvis det skal ændres, skal man i dag aktivt bede om lov, siger han.

Men den praksis er snart fortid.

Fra 1. juli har arbejdsgivere nemlig ikke lov til at nægte nyansatte at tjene lidt penge ved siden af. Det har folketinget besluttet i en ny lov om ansættelsesbeviser, forklarer Morten Rieck Skov.

- Fremadrettet behøver du som nyansat ikke længere spørge om lov, hvis du har et bijob – så længe du kan passe dit primære arbejde på forsvarlig vis og hverken driver konkurrerende forretning eller misbruger forretningshemmeligheder.

- Forslaget er i tråd med tidsånden, hvor nogle vælger at have flere større eller mindre job samtidig, og det betyder, at man ikke behøver stå til regnskab for, hvordan man bruger sin tid.