Danmark mangler bloddonorer. Sådan lyder opråbet fra hospitaler og danske bloddonorer. Men halvdelen af os vil gerne give blod – hvis altså den mobile blodbank kommer ud på arbejdspladsen

Du kender det. Når du hører Hjemmeis-klokken og ser den blå varebil ude på villavejen, er der langt større chance for, at du får lyst til en is.

Efter samme princip anbefaler Business Danmark i kølvandet på en ny undersøgelse, at Regionernes blodbanker oftere lægger vejen forbi landets arbejdspladser, hvor ansatte i hobevis melder sig klar til at donere blod.

Hvert år turnerer den mobile blodbank til udvalgte byer og store virksomheder, hvor der tappes en stor andel af det livsnødvendige blod, hospitalerne bruger til transfusioner og til at redde liv.

Alene i Region Hovedstaden anslår blodbankchef Morten Bagge Hansen, at cirka to tredjedele af det tappede blod i regionens blodbank kommer fra mobile tapninger, og der er store fordele ved at tappe blod på landets arbejdspladser:

”Det er meget mere bekvemt for donorerne, for vi er jo på stedet, så de ikke skal bruge fritid og transport på at blive tappet. Og samtidig får de løn, mens det foregår,” siger han til Ritzau.

Samme melding kommer fra Region Midtjyllands blodbankchef, Bjarne Kuno Møller. Her står den mobile blodbank for cirka hver tredje liter blod, der anvendes på sygehusene i Viborg og Gødstrup.

Alligevel er der konstant mangel på nye donorer og blod. Alene i det midtjyske er der behov for cirka 6.000 nye donorer og på landsplan cirka 33.000 nye donorer i 2025.

Halvdelen vil give blod på jobbet – men få får muligheden

Fagforeningen Business Danmark har i en ny Norstat-måling spurgt danske lønmodtagere om interessen for at give blod. Tallene afslører, at 52 pct. melder sig klar til at donere blod, såfremt det sker på arbejdspladsen. Men den mulighed får de færreste – kun 1 pct. har i dag doneret blod på jobbet, viser undersøgelsen, og det er der en simpel årsag til.

Ifølge NGO-organisationen, Bloddonorerne Danmark, der rekrutterer donorer, besøger Regionernes mobile blodbanker primært virksomheder og uddannelsessteder med over 800 personer.

I Region Hovedstaden oplyser Morten Bagge Hansen, at den mobile blodbank typisk besøger arbejdspladser med 500-1.000 ansatte, fordi der helst skal 100 portioner blod med hjem, for at besøget kan svare sig, forklarer blodbankchefen.

Blodmangel: Den mobile blodbank kan være svaret

Business Danmark mener, at besøg på flere mellemstore virksomheder kan være vejen til at afhjælpe den evige mangel på bloddonorer. Ud af mere end 180.000 danske virksomheder har kun 916 af dem minimum 250 medarbejdere, mens over 4.000 mellemstore virksomheder beskæftiger 50-249 ansatte, viser den seneste tiårsoversigt fra Danmarks Statistik.

”Hvis Regionerne er klar til at gå nye veje og gør det nemmere og mere tilgængeligt at donere blod på de mellemstore arbejdspladser, så er mange villige til at bidrage – det er fantastisk positivt,” siger Jens Neustrup Simonsen, landsformand i Business Danmark, der opfordrer blodbanker, virksomheder og ansatte til at række ud til hinanden.

Også Bloddonorerne Danmark er glade for danskernes tilkendegivelse.

”Det er positivt, hvis virksomheder støtter op om et vigtigt initiativ som bloddonation. Det er nødvendigt med mange forskellige initiativer for at gøre det så let og attraktivt som muligt for donorerne at give blod, og tapning i arbejdstiden kan være et af disse initiativer,” siger landsformand Bente Graversen.

Konstant behov for nye donorer

Bloddonorerne Danmark vurderer, at der i 2025 er brug for 33.000 nye bloddonorer. Det er dobbelt så mange, som det i gennemsnit er lykkedes at skaffe i årene 2020-2023. Den lave tilgang betyder, at antallet af bloddonorer er faldet 9 pct. siden 2018.

På trods af det er det i perioden lykkedes at skrue 11 pct. op for det totale antal bloddonationer – takket være langt flere tapning af blodplasma, der anvendes til medicin til patienter med nedsat immunforsvar – derimod er tapninger af fuldblod til transfusioner ved blodmangel faldet. Og netop tapning af fuldblod er de mobile blodbankers speciale.

I Midtjylland kører den mobile blodbank ud til udvalgte adresser fire dage om ugen og spiller en afgørende rolle for at sikre nok fuldblodstapninger, fortæller blodbankchef Bjarne Kuno Møller, der gerne hører fra større virksomheder, som ønsker besøg.

”Vi samarbejder med de lokale donor-enheder, der har lokale kontakter, om at fremme donorsagen og besvarer henvendelser og interessetilkendegivelser fra de firmaer, der selv kontakter os. Den mobile tappeenhed er mest effektiv på virksomheder med 800 ansatte eller flere, men vi vurderer mulighederne ved hver henvendelse. Det vil dog næppe kunne lade sig gøre ved virksomheder med under 250 ansatte,” siger han og påpeger, at det væsentligt nemmere at rekruttere nye donorer ude på arbejdspladserne.

Kontakt Mobilblodbank Midtjylland

Kontakt Mobilblodbank Hovedstaden

ÅrBloddonorer i DanmarkTapninger
2023167.683312.927
2022180.852320.794
2021183.409294.634
2020177.909292.487
2019180.190284.308
2018184.084281.608

Kilde: Bloddonorerne Danmarks årsberetninger og -statistik

For at blive bloddonor skal du:

  1. Være sund og rask
  2. Være mellem 17 og 65 år
  3. Veje mindst 50 kg (60 kg for at give plasma)

Her kan du give blod

Psykologens 3 gode råd til dig med nåleskræk

Cirka hver fjerde dansker har nåleskræk. Men med de rette strategier og regelmæssig eksponering for sin angst kan mange overvinde deres fobi, fortæller psykolog Camilla Karmark på Bloddonorerne Danmarks hjemmeside, hvor hun giver disse tre råd:

  1. Acceptér din nåleskræk
    Det er helt normalt at være bange for nåle, så tænk derfor ikke, at du er unormal eller svag. Hvis du har ubehag i kroppen, så acceptér følelsen. Ved angst har kroppen det nemlig, som om der er fare på færde. Det er midlertidigt og går over igen. Har du tendens til at blive svimmel, kan du spørge, om du må ligge helt ned fra start, så du undgår, at blodtrykket falder.
  2. Fortæl tappepersonalet om din nåleskræk
    Tappepersonalet er der for at hjælpe dig og vil gerne vide, hvad du har brug for, så de kan støtte dig bedst muligt.
  3. Kig væk-finten
    Hvis du har tendens til at blive svimmel, kan det være godt at kigge væk og distrahere dig selv.